lørdag den 19. juni 2021

Hedebølge og mindre opgaver

En mystisk sky trak ind over fjorden forleden morgen, men regn havde den ikke med sig, så nu håber jeg på noget torden-regn i morgen. De sidste par dage har været meget varme med 30-32 grader i skyggen, men det værste er at huset også bliver frygteligt varmt, så nattesøvnen er ikke helt så behagelig som den plejer.


Inden varmen fik rigtig fat gik John i gang med at renovere vores gamle bænk, for når den nu alligevel skal have nye brædder kan den jo også få en hovedrengøring af det fine smedejern. 



Et langvarigt arbejde at ordne alle disse snirkler og snørkler, men det bliver så fint når vi kan få den på plads i kolonihaven igen. Hele bænken bliver hvid.


Jeg luger og vander skiftevis i de sidst tilplantede bede i haven. Her har jeg sat en hel del staude-potentil, som skulle danne bunddække. De ligner jordbærplanter meget, men har de dejligste røde blomster, og de vokser slet ikke som jordbær, så måske varer det længe før de dækker jorden.



For at fylde lidt ud i mellemrummene satte jeg nogle røde studenternelliker, som var til overs, og nu tror jeg de har inspireret potentil'erne til at blomstre lidt selv. Skøn farve!



I midten af dette bed er jorden heldigvis dækket med planter som trives i solsiden af haven. For første gang blomstrer Hebe-buskene og det er de sødeste blomster.


Den anden ende af dette bed er også meget nyplantet, og her er der ved at være godt gang i bladbederne, som skal hjælpe mig med at holde ukrudtet nede her det første år.

 
Blandt stauder og grønsager står her også to røde Spirea, som jeg forventer mig en del af når de vokser til. Jeg har fået dem som stiklinger fra en haveven, som sendte dem med posten sidste efterår, og de trives rigtig godt.


Jeg vender tilbage til Filippa-æbletræet med et par års mellemrum, for jeg arbejder stadig med en forenkling af kronen. I år har jeg beskåret her efter blomstringen, som skulle være et godt tidspunkt.


Jeg fjerner kun de større grene, men der er stadig et stykke vej til målet, for træet har nærmest været knudebeskåret af de forrige beboere.


Et godt job fik John ordnet, da han pudsede alle vinduer udvendigt. Det gav et helt nyt klar-syn, og eneste minus er at de små forvirrede gråspurve, som netop er kommet ud af reden, har svært ved at se hvor de ikke kan flyve igennem:)


De varme aftener har vi nydt på terrassen, hvor hylden blomstrer så fint og den gule tretorn er ved at blive mere gulgrøn. 




Et køligt glas vin kan man godt nyde på sådan en tropeaften, og man skal jo heller ikke arbejde hele døgnet.


Nede under fødderne på os der slapper af, er der dog stadig gang i myrerne. Se bare hvor fine gangstier de har lavet mellem deres huller. Hvert lille sandkorn er omhyggeligt ryddet væk fra hovedvejene, så de kan komme hurtigt frem, men det er selvfølgelig også dem selv der har gravet sandet op:)


Det er rigtig sommer nu og solen forsvinder kun i få timer, men lys har vi næsten hele døgnet, så vi må hellere nyde det så længe det varer.



10 kommentarer:

  1. Flot solnedgang - ja vi nyder sommeren og de lyse nætter, men lidt regn og mindre varme kunne vi godt tænke os, vi får se. Spændende om du med tiden får styr på dit æbletræ, jeg tænker, det lykkes til sidst. Ja myrer er vi også plaget af mange steder, men de skal åbenbart også være der.
    Trods tørken ser det godt ud.
    Hilsen Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Alt med måde! - Og varmen har forhåbentlig toppet nu. Tørken er vi jo næsten ved at være vant til, men det føles alligevel som et tilbageslag efter det gode våde forår.
      Æbletræet er en langvarig affære, for jeg tør ikke fjerne alt for meget ad gangen, men det går den rigtige vej. Om 10 år er jeg måske i mål, eller også har jeg fået aflivet det...
      Jeg føler mig af og til fristet til at gøre noget ved myrerne, men jeg ved ikke om det er en god idé, når man ellers ikke bruger gift i haven. Indendørs må vi sprøjte for at få huset nogenlunde for os selv.
      Tak Lisbeth!

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  2. Det er hyggeligt at læse om, hvordan I tilbringer de varme sommerdage. Vi har en bænk, der minder meget om den, I er ved at reparere, og den så præcis sådan ud, da vi købte den viden marskandiser. Myrer har vi overalt, de er jaget vildt😬

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du Have, Marie! Det er de små skridt i denne hede.
      Sjovt I også har sådan en bænk! Den er vældig dekorativ - på den romantiske måde - men sikke et job at renovere den!
      Hvad gør I ved myrerne? Nogen gang tænker jeg at hele terrassen pludselig styrter en etage ned p.g.a. alle disse myre-udgravninger, for det er jo ikke småting de får flyttet rundt på. Vi bruger ellers ikke gift i haven, men brænder ukrudtet på de faste belægninger.

      Hilsner fra Ulla

      Slet
  3. Nypussede vinduer gir et nytt syn på verden ja, Ulla! :)
    Jeg misunner dere ikke den varmen dere har nå. 30 grader er alt for varmt. Maurene graver opp sand på akkurat samme måte her. De er flittige og utrettelige, men sanden kunne de latt være i fred. Ja, nå må vi nyte lyset, for allerede i morgen så snur solen igjen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh-ja! Det var en stor fornøjelse!
      30 grader er for varmt, og navnlig samtidigt med jeg fik mit sidste corona-stik, som gav feber og influenza-symptomer. Pyh-ha!
      Myrerne kan lide at have tag over hovedet - ligesom os - så de bor selvfølgelig under gulve og terrasser, men du milde, hvor de graver! Til gengæld er de god føde for alle de små fugleunger som hopper rundt og dårligt nok kan flyve.
      Tænk, er det allerede i morgen solen snur...

      Hilsner og god midsommer!
      Ulla

      Slet
  4. Ja phyy ha. Bare vi snart får noget regn.
    Vi har osse myrer "alle" vegne. I drivhuset aætter vi lokkedåser. det holder dem nogenlunde nede. I haven, stenkanterne får de tildels fred, på terrasserne får de kogende vand når jeg giver furerne kogende vand til ukrudtet. Det holder dem lidt nede.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jamen tænk, det regner her (og buldrer og blitzer) - det er saligt!
      Kogende vand lyder ret tilforladeligt, men det bliver vist ikke muligt på alle vores kvadratmeter fliser, desværre. Ellers sikkert en god idé.
      Jeg sender lidt regn op til dig, ok!

      Hilsner fra Ulla
      PS. Er du klar over vi ses på lørdag i Høneballehaven:)

      Slet
  5. Hei! Spennende å få en "ny" benk. Ja, jeg synes også at 30 grader blir for varmt. Da er skyggen det eneste stedet. Ha det godt! Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, skygge er det eneste rigtige i den slags varme, men regn er også godt!
      Tak skal du have!

      Hilsner fra Ulla

      Slet